|
|
Mindfulness
Mindfulness vil sige at være helt til stede og nærværende i alle situationer uden at bedømme eller vurdere det, man oplever.
Mange mennesker oplever, at mindfulness giver dem mere ro og nærvær og hjælper på for eksempel angst, stress, smerter og tilbagevendende depression.
At se tingene som de er Mindfulness har rødder i buddhistisk tænkning og meditation og ligger tæt op ad den indiske meditationsform Vipassana, der betyder ”At se tingene, som de er”. I mindfulness træner man sig i at være fuldt tilstede i det aktuelle øjeblik uden at dømme eller vurdere det, man oplever. I stedet for at lade sig gribe af tanker om, om det er godt eller skidt, om man kan lide det eller ej, er man helt nærværende og oplever bare tingene, som de er.
Grebet af tanker og følelser Det er svært, fordi vi ofte bliver grebet af vores egne reaktioner på tingene i form af tanker og følelser. Det kan være tanker om det vi oplever lige nu, som for eksempel vurderinger af, om vi kan lide det eller ej. Eller det kan være tanker om fortiden – ting vi går og grubler over - eller fremtiden – ting vi skal nå, eller som bekymrer os.
Tanker er kun tanker I mindfulness træner man derfor sin evne til at blive opmærksom på de tanker, der går gennem hovedet på en. Man øver sig i at se dem som forbigående fænomener uden at lade sig gribe af dem. Tanker er bare tanker, ikke virkeligheden.
Følelser forandrer sig På sammen måde træner man sig i at mærke sine følelser og se dem som forbigående tilstande. Hvis man forsøger at bekæmpe sine følelser, bliver de som regel ved med at være der. Men hvis man lader dem være, går de som regel over af sig selv.
Frihed til at vælge I stedet bliver man mere nærværende i øjeblikket og fri til at vælge, om man vil reagere på sine tanker og følelser eller ej. Mange mennesker oplever at de bliver mindre stressede og mere rolige af at praktisere mindfulness. De ubehagelige tanker og følelser forsvinder ikke, men de kommer til at betyde mindre og bliver mindre belastende.
Praksis Mindfulness lærer man ved at praktisere det selv, helst med vejledning fra en person, der kender metoden. Det kræver mindst ½ times daglig praksis, og der går ofte 5-8 uger, før man mærker nogen effekt. Mindfulness kræver derfor tålmodighed.
Behandlerens praksis Når man skal lære andre at bruge mindfulness, er det en god ide at praktisere selv. Undersøgelser viser, at behandlere har større succes med at træne andre, hvis de mediterer selv. Derfor starter alle KognitivGruppens kurser til behandlere med at deltagerne lærer at praktisere mindfulness. Det er naturligvis muligt at deltag på videregående uddannelser, hvis man har lært at praktisere mindfulness andre steder.
|